Nu sker der noget i Askov Bymidte

Askov Bylaug har modtaget denne meddelelse fra Teknik og Miljø i Vejen Kommune:

Så nærmer vi os en periode med lidt arbejder på Vejenvej-Maltvej-Torvet i Askov.

Vejen Forsyning påbegynder fra uge 33 et større arbejde ved Torvet, hvor en regnvandsledning graves ned på strækningen fra krydset Studiestræde/Møllevej til Rølkjær via Askov Kirkevej, se vedhæftede etapeinddeling. Egentlig havde vi forestillet os, at arbejdet først skulle udføres ifm. etablering af den hævede flade ved Torvet, men for at sikre, at materialerne omkring rørene når at sætte sig inden vi, sandsynligvis i 2023, etablerer den hævede flade i belægningssten, giver det rigtig god mening, at arbejdet allerede udføres i år. Herved undgår vi sandsynligvis større sætningsskader i den færdige hævede flade i belægningssten.

Forsyningens arbejde skal øge kapaciteten i rørene fra Torvet og mod vest, idet der fjernes en masse regnvand fra systemet. Dermed vil vandmængderne bedre kunne håndteres i de eksisterende rør.  

Trafikken vil under Forsyningens arbejde fortsat kunne passere Torvet, idet kun den ene kørebane spærres. Det samme gælder trafikken på Møllevej. Det bliver muligvis nødvendigt at styre trafikken vha. lysregulering.

Ifm. arbejderne på Askov Kirkevej vil der i en periode blive skiltet med omvejskørsel via Dammen. Vejen Forsyning skulle meget gerne allerede have rettet direkte kontakt til Brugsen herom.

Vejen Forsyning sikrer, at eventuelle andre ledningsejere, herunder Vejen Fjernvarme, med arbejder på Torvet, udfører disse arbejder samtidig med Vejen Forsyning, så vi ikke efterfølgende skal grave i de komprimerede materialer.

Af hensyn til morgentrafikken har Vejen Kommune stillet krav om, at entreprenøren, Henning Have, ikke arbejder på Torvet inden kl. 08.00 (gælder ikke arbejder på Askov Kirkevej og Møllevej).

Arbejdet ventes afsluttet i uge 38.

Etaper i vejarbejdet gennem Askov Bymidte efterår 2022

Samtalecafé på Askov Højskole

Tirsdag d. 7. juni var der Samtalecafé i Festsalen på Askov Højskole. Her satte højskolelærer Ole Andreesen gang i samtaler om klima, flygtninge, forbrugeransvar, VM i fodbold i Qatar og om at tale på tværs af generationer.

Samtalerne var ikke diskussioner, hvor vi skulle forsøge at overbevise hinanden om et synspunkt. Det handlede om at lytte og spørge.

Vi sad rundt om borde med 5-7 deltagere ved hvert bord. Ole Andreesen havde fordelt os, så vi sad ved bord med nogle få vi kendte men flere som vi ikke kendte.

Og samtaler gik livligt – og selvfølgelig drak vi te og kaffe og spiste kage.

Vi gik alle derfra med en klar fornemmelse af at verden var blevet lidt større den aften.

Ole A. sætter gang i samtalen
Ole A. sætter gang i samtalen
Ole A. sætter gang i samtalen

Askov Samtaleuge 2022

At mødes og tale sammen er vigtigt for alle mennesker – uanset alder og interesser. Mødet og samtalen kan noget, som ikke kan erstattes af sociale medier.

Det vil Askov Bylaug sammen med byens borgere, foreninger og skoler sætte i fokus. Uanset om du er elev på en skole, medarbejder i en virksomhed, aktivt foreningsmenneske, erhvervsaktivt menneske, travl pensionist eller………, så er vi alle i gang med et eller andet i livet. Og det bliver kun bedre af at mødes og tale sammen med nogle andre. Du kan møde nogen i samme båd med samme retning eller nogen i en anden båd med en anden retning.

Kom og deltag i samtalen og gå derfra endnu klogere end da du ankom!

Tirsdag d. 7. juni 2022 kl 19 vil højskoleelever sammen med Ole Andreesen sætte aktueller emner til debat i Festsalen på Askov Højskole. Hør hvad Ole siger her på videoen:

Når du kommer forbi Dagli` Brugsen i Askov enten onsdag d. 8. juni eller fredag d. 10. juni, vil du møde repræsentanter fra Askov Bylaug, som du kan veksle nogle ord med om det, du går og tænker om Askov som by. Det sker mellem kl 15.30 og 17.30 begge dage.