Vejen kommune orienterer om kommende vejprojekter i Askov

Teknik og miljø i Vejen Kommune orienterer om det fremtidige vejarbejde:

“Orientering om kommende vejprojekter i Askov

Vi havde egentlig forventet, at de hævede flader i krydsene Vejenvej / Ø. Skibelundvej og Maltvej / Estrupvej var etableret inden jul. Planlægning er i disse tider imidlertid en svær ting, og forskellige komplikationer bevirker, at projekterne først startes op i begyndelsen af januar (selvfølgelig afhængigt af vind og vejr på denne tid af året).

En opstart før jul har været drøftet, men eftersom vi ikke ved hvordan vejret udvikler sig, så er det blevet besluttet, at det er bedre med en opstart, hvor der kan sikres et kontinuerligt arbejdsflow, i stedet for at risikere, at Vejenvej-Maltvej ligger hen som en byggeplads hen over juletiden.

Tidsplanen ser derfor nu ud som følger:

Etablering af hævet flade i krydset Vejenvej / Ø. Skibelundvej – opstart i uge 1

Vejen Fjernvarme graver ny fjernvarmeledning ned på Estrupvej, mellem Maltvej og Baslund – opstart i uge 5

Etablering af hævet flade i krydset Maltvej / Estrupvej – opstart i uge 8

Arbejderne kommer naturligvis til at betyde, at der vil være perioder med omkørsel eller signalanlæg.

Vejen Kommune”

Orientering fra Teknik og Miljø, Vejen Kommune

Grundejerforeninger og lokalråd i Vejen Kommune har modtaget denne meddelelse fra Teknik og Miljø i Vejen Kommune:

“For at undgå at særligt cyklister og knallerter påkører store sten, fjerner vi i øjeblikket rigtig mange store sten langs veje og stier. Stenene fjernes, da de i henhold til Håndbog om ’Grundlag for udformning af trafikarealer’, er at betragte som påkørselsfarlige faste genstande. Har I sten liggende, og ønsker I at anvende disse et andet sted på privat areal, eller blot at spare kommunen for de udgifter det medfører at fjerne stenene, bedes I snarest fjerne stenene. Fjerner I ikke selv stenene, vil de, efterhånden som vi opdager dem, blive fjernet.Vi vil samtidig henstille til, at der ikke fremadrettet placeres store sten i vejrabatter.”

Vejen Kommune oplyser, at man er velkommen til at henvende sig, hvis man har spørgsmål angående ovenstående.